• ···

Spinatboller

Som jeg skrev forleden, var jeg opsat på at finde en lækker opskrift på spinatboller. Som sagt, så gjort – og resultatet blev rigtig lækkert!

Jeg fik 22 lækre boller, der både egnede sig perfekt som madbrød (med oregano og sesam på toppen) og som madpakke-boller.
Næste gang vil jeg blende spinaten, så dejen får den fine grønne farve som bagerens har!

opskrift:
50 g gær
5 dl lunkent vand
200 g frossen (nu optøet) spinat
200 g fromage frais (skyr, kvark eller hvad du har stående)
1 tsk sukker
2 tsk salt
50 g græskarkerner (cirka – jeg tager bare en lille håndfuld af hver)
40 g solsikkekerner (cirka…)
100 g groft mel (jeg brugte rug mel)
800 g hvedemel (cirka)

De våde ingredienser + spinat mixes, herefter kommes kerner i, hvorefter melet blandes i. Dejen æltes godt og sættes til hævning i 45 min.
Form boller eller flutes af dejen og lad den efterhæve på bagepladen i 1/2 time. Pensel evt med sammenpisket æg.
Bages i 15 min ved 200 grader varmluft.

/C

Marcelkagen


I weekenden lavede jeg denne bløde chokoladedrøm. Den var nem at gå til, det eneste der ødelagde det lidt for mig var, at jeg kun kunne skaffe en noget stor springform, hvorfor kagen blev temmelig flad og laget med chokolademousse ovenpå blev skuffende tyndt. Så husk lige at vær obs på det :- )

Opskrift
225 g mørk chokolade
1 stang vanilje
75 g smør
4 pasteuriserede æggeblommer
6 pasteuriserede æggehvider
6 spsk sukker
4 spsk hvedemel

Hindbærcoulis; 200 g friske hindbær + 60 g sukker + mynteblade til pynt

Tænd ovnen på 180 grader. Hak chokoladen groft. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Smelt chokolade, vanilje og smør sammen i en skål over vandbad. Tag skålen af varmen og rør æggeblommerne i.
Pisk æggehviderne stive og tilsæt sukkeret lidt af gangen. Vend de stive æggehvider i chokoladecremen, tag cirka 1/3 af chokolademoussen over i en skål og sæt denne i køleskabet.
Sigt melet i, og vend denne i resten af chokolademoussen. Hæld dejen i en smurt springform (ca 22 cm) og bag kagen i cirka 20 min.
Tag kagen ud af ovnen og lad den afkøle i formen. Fordel resten af chokolademoussen på toppen af kagen og sæt den koldt indtil servering.

Hindbærcoulis; blend hindbærrene sammen med sukkeret.

For det bedste cremede resultat, skal kagen tages ud af køleskabet en halv time før servering. Jeg serverede kagen med lidt vanilje is og den friske hindbærcoulis til. Mums den var god!

/C

Bagerens


Makronbolle, 11 kr.

Er for mig en sand klassiker. Skal der endelig hygges med bagermad incl. sødt snask en søndag morgen, ignorerer jeg gladeligt thebirkes, frøsnappere, kaffebrød og scones for sådan en sag her.

Jeg har prøvet at finde en tilsvarende opskrift, men er sikker på at et hjemmelavet forsøg ikke vil blive snasket men sprødt på samme måde … For ikke at nævne weinerbrødsdejen i bunden. Nej, jeg holder mig til bagerens version i ny og næ.

Savl savl og god mandag morgen!
/ C

Kartoffellasagne

I weekenden da vi havde gæster til spisning, var maden bygget op om efterårets grøntsager og nem tilberedning.
Det hele gik lidt stærkt, hvorfor jeg ikke nåede at tage et ordentligt billede. Billedet her, er stjålet fra kogebogen “Aarstidernes Livretter”.

Jeg lavede en stor omgang rodfrugter (selleri, pastinak, rødbeder og gulerødder i olie og sesam), kyllinge filleter i parma skinke svøb, spinatbrud og denne kartoffellasagne.

Jeg synes den blev god – mindede en del om traditionelle flødekartofler, dog en smule sundere. Den friske citrussmag og de knasende lasangeplader på toppen, gjorde noget rigtig godt for retten. 

opskrift
1 kg bagekartofler
400 g løg
1 porre
3-4 dl mælk/fløde
2 fed hvidløg
revet skal af 1 citron
100 g friskrevet parmasan
lasagneplader

Skræl kartoflerne og skær dem i skiver, læg dem i en gryde med kogende vand, sammen med det finthakkede løg og lidt salt. Giv det et opkog. Hæld herefter vandet fra, men gem en smule til senere.
Skær porren i skiver og vend dette med løg/kartofler.
Bland mælk, presset hvidløg, citronskal og parmasan.
Hæld lidt af mælkeblandingen i et ovnfast fad, læg plader og et lag kartoffelblanding og så videre…
Spæd evt til med lidt af kartoffelvandet.  Slut af med plader og dæk fadet med staniol. Bag lasagnen ved 200 grader i 50 min. Fjern staniolen de sidste 10 min, hvis ikke lasagnen i forvejen har taget farve og er gylden.

/C

Grøn-sag


Her er min yndlings efterårstreat. Suppen er nem, sund og har en lækker smækker tyk konsistens. Den er perfekt med knasende bacondrys på toppen, men forleden var tiden kun til et par sørgelige blade basilikum.

opskrift
2 broccoli
1 blomkål
1 fl marizena – den der til flydende madlavning
chilipulver
lidt salt

Skær broccoli og blomkål ud i buketter og kog disse hver for sig, tilsat lidt salt. Hæld vandet fra, men gem lidt af blomkålsvandet.
Blend grønsagerne og spæd til med blomkålsvandet.
Når du har en ensartet konsistens, kommes suppen i en gryde, koges op og en god sjat marizena røres i, til du har den rette konsistens. Smag til med chilipulver og salt.
Rist evt lidt bacon og brug som drys.

/ C