Adventskage – Nr. 3

Så er det søndag igen, og en travl én af slagsen for mit vedkommende. Der er ikke tid til nogen form for julehygge, grundet arbejde – men det skal ikke forhindre jer i at lave en lækker smækker adventskiksekage!
I vores familie har kiksekagen altid været en vintertradition og det har altid været mormor der stod for den. De sidste par år, har jeg givet mig i kast med den og tilføjet lidt revet appelsinskal og smeltet chokolade til opskriften.
opskrift
3 pasteuriserede æg
125 g kakao
125 g smeltet chokolade
200 g flormelis
250 g palmin
1 pk firkantede vanilie kiks
1 appelsin, lidt saft og skallen heraf
Æg, flormelis og kakao piskes sammen. Det smeltede chokolade vendes i massen. Palminen smeltes over svag varme, og afkøles lidt. Palminen piskes i kakaomassen og appelsinskallen (og evt. saft) tilsættes. Massen skal være geléagtig, hvorfor den er lidt svær at fordele i formen. Jeg kunne ikke “smøre” lagene ud med en dejskraber, men det går nemt hvis man bruger en af kiksene som spatel.
I en brødform med bagepapir, lægges skiftevis lag med chokolademasse og kiks. Der startes og sluttes med chokolademassen. Kagen sættes i køkeskabet og nydes et par timer senere.
/C
Åhh kiksekage! Det har altid været tradition i min familie, at min far lavede kiksekage til jul – og det skulle være den med palmin. Tak for opskriften. Tror jeg selv giver mig i kast med projektet i år :)