Husets honninghjerter [trin 3 & 4]

SÅ blev der tid til, at skrive det sidste indlæg om honninghjerterne. Og bare rolig – det er ikke for sent, for honninghjerterne kan holde sig så længe det skal være. Et godt tip til opbevaring er en lufttæt kagedåse, med et par skiver toastbrød i – så bevarer de den svampede struktur.
Nå, men midt imellem opgaveskrivning, aftenvagter og en pokkers masse æbleskiver, blev det tid til at få gang i honninghjerterne…
Er du blevet nysgerrrig og bagetrængende, er du kommet til rette sted: Trin 1 og trin 2.
Trin 3: Nu kommer vi til the tricky part – dejen kan godt være en hård satan. Jeg var lige ved at give op, men det er her du skal mase alt din kærlighed i dejen. Er den hård som sten, må du igang med en blid opvarmning. Stil den på en radiator, prøv at bræk lidt i den – se om den kan æltes. Hvis ikke, må du ikke fortvivle. Varm ovnen op og kom dejen ind. Bag ikke for meget, men lun dejen op og hav tålmodighed – når en blødere konsistens opnås: ælt! Når dejen er æltet godt, rulles den ud og udstikkes til den valgte form. Jeg lavede hjerter, mine udstikkere var ikke store nok, så jeg lavede bare en karton-skabelon. Bag hjerterne midt i ovnen ved 180 grader i 8-10 minutter. Lad kagerne køle af, stil dem i køleskabet, med en våd klud i nærheden. Kagerne skal sætte sig og trække fugt de næste par døgn.
Trin 4: 2 dage senere. Kagerne overtrækkes med mørk chokolade og eventuelt glasur. Opbevar kagerne i en lufttæt beholder – de har lang holdbarhed.
Nyd dem med søde julegæster!
Hvis i fik bugt med den hårde dej, vil jeg meget gerne høre om resultatet… Blev julen mon forsødet af hjemmebagte honninghjerter i år?
Fulgte dig i honningkagebagningen – og mine blev rigtig fine :-)
Dejen var ret sej, men med tålmodighed blev den mere medgørlig.
Vil bruge dem som bordkort til juleaften :-)