Koldhævede kernebrud

Med aftenarbejde kommer lange rolige morgener – heldigvis!
Udover løb, forberedelse og morgen TV, betyder det engang imellem tid til lune boller, friske fra fad.
Bollerne her, røres sammen aftenen før, stilles i køleskab – og vupti, så er der overskudsboller en rolig hverdagsmorgen.
opskrift 10 boller
5 dl koldt vand
20 g gær
1 spsk salt
1 tsk rørsukker
50 g havregryn
150 g groft mel – jeg blandede grahams- og rugmel og lidt knækkede rugkerner
385 g hvedemel
70 g kerner – jeg blandede solsikke, græskar, sesam og hørfrø
2 tsk maltsirup
Bland mel, havregryn og kerner sammen. Bland salt, sukker og gær – tilsæt vand og sirup. Mix alle ingredienser sammen i en stor skål, rør godt med en dejskraber. Tildæk skålen med plastfilm og stil den koldt natten over.
Næste morgen forvarmes ovnen til 220 grader, der afsættes bolle-klatter på en bageplade og bollerne bages i cirka 20 minutter.
Nydes lune med lidt smør og ost!
Ingen kommentarer endnu