• ···

Pandekagelagkage med hvid chokolade, citron og påskeæg

 photo 4-IMG_8748_zps9f9fd1f0.jpg

Til den årlige påskefrokost i sommerhuset, må der kage til. Jeg meldte mig hurtigt til denne tjans, for efter at have luret rundt på Pinterest var jeg nød til at lave en pandekage-lagkage. Fyldet er inspireret af Blomsterbergs pandekagedessert med citron/hvid chokolade-creme.

En kage som denne, kan jo laves i et utal af kombinationer, og til sommer, må man jo næsten kaste sig ud i en bærversion med softice.

Denne gang blev det en version med påsketema – camufleret af påskeæg, hvid chokolade og kokos. Mums.
God påske og god bagelyst!

 photo 1-IMG_8725_zps6adafae9.jpg

Ingredienser
Pandekagedej
4 dl mel
1/2 tsk salt
2 tsk sukker
1 tsk vanilje
2 spsk blå birkes
3 æg
4 dl mælk
1 spsk olie

Chokolade/citron-creme
1/4 l. piskefløde
200 g hvid chokolade
2 blade husblas

Karamel-creme
1 dåse kondenseret mælk

I øvrigt: Lidt kokosmel og en håndfuld påskeæg.

1. Kog en dåse kondenseret mælk i 3 timer, så du får et dejligt glas Dulce de Leche.
(Dette kan gøres et par dage i forvejen.)

2. Bland de tørre, dernæst de våde ingredienser til pandekagerne, steg i lidt fedtstof og bag som almindelige pandekager. Vær opmærksom på, at pandekagerne bliver lige store og runde. Der skulle gerne blive omkring 18 stk.
(Kan også gøres dagen i forvejen.)

3. Hak den hvide chokolade fint. Varm fløden op til kogepunktet og hæld den over chokoladen til det smelter. Gør godt. Riv skallen af citronen fint, og rør det i cremen.
Opblød to blade husblas i koldt vand, vrid dem godt og lad dem jævne sig i chokolade/citron-saucen. Lad cremen stå på køl i minimum 3 timer.

4. Nu skal lagkagen samles. Den hvide creme fordeles i et tyndt lag på pandekagerne, én efter én og lægges i lag. Undervejs i samleriet, smøres 2-3 pandekager med et lag karamelcreme.
Når kagen er lagt sammen, toppes med det sidste chokolade. Lidt kokosmel drysses på toppen og der pyntes med påskeæg. Lad kagen stå og samle sig et køligt sted, en time eller to inden servering.

 photo 3-IMG_8735_zpsa9e6f796.jpg

City of Chocolate

 photo 2-efteraringr9_zpsfd808db8.jpg

En oplevelse på vores rejse, der klart fortjener sit eget indlæg var den gode oplevelse vi havde med City of Chocolate.

Dette er IKKE den vanlige tourist-tour med spejlrefleksen på maven, fanen højt og bøllehatten på hovedet – næh, denne oplevelse er ren kræs for madglade mennesker som os. Vores guide var kogebogsforfatter og kok Sophia Ruggles. En australsk kvinde, bosat i Barcelona, der tidligere har haft restaurant i byen, og nu hygger sig med at vise listige madsteder frem til de sultne turister og nusse om sine kogebogsprojekter.

Det fine ved en tur som denne var, at turen blev tilrettelagt efter vores interesser og Sofia havde som mål at vi skulle føle at en veninde viste os rundt i sin by – en mission der klart lykkedes!

 photo 1-efteraringr10_zps7905ade7.jpg
 photo 1-osb1_zps6cd0b9f4.jpg

Via Expedias aktivitetsbookining fandt vi frem til denne tour – beskrivelsen gav os dog ikke de højeste forventninger, vi forventede en tourguide der ville fortælle om chokoladens historie fra 1500-tallet og til nu.
Vi blev positivt overraskede da vi blev modtaget af den storsmilende kok Sofia, der de næste tre timer tog os med rundt til steder hun synes var værd at vise frem. Vi talte om kage- og madhype, traditionel catalansk mad, dessert og spisevaner i Spanien og lærte en masse spændende steder at kende.

Vores hotspots på turen, skal i ikke snydes for:

♥♥ Caelum, De la Palla 8 ♥♥
Den lille caféagtige hule er ganske fri for turister, meget autentisk og oser af intimitet og en rigtig god historie.  Med flashbacks til vores fælles skoletid på Katolsk skole med nonner, var vi fra start dømt til at falde for historien hér. Caelum er det perfekte sted til et sødt pitstop på eftermiddagsturen; nonner fra Catalunien leverer specialiteter fra deres egn (sirupper, snaps, marmelade, nødder og chokolade) som sælges her i butikken. De lokale nonner bager forskellige traditionelle kager, som fragtes nybagte til den lille café der derfor byderpå et ganske fristende kagebord! Overskuddet fra salget går til at vedligeholde de katolske kirker i området. Den varmeste anbefaling herfra!

♥♥ Granja – Xocolateria, Petrixol 11 ♥♥
Et ægte traditionelt chokoteria, hvor de lokale kendere kommer. Stedet ser ikke ud af meget, men er man ude for at prøve den traditionelle Ensaïmanda er dette stedet. Egnsdesserten serveres her, og spanierne kan finde på både at spise dette som morgen, eftermiddag og aftensnack.
Attraktionen er en kaffekop fyldt med tyk intenschokolade (udelukkende chokolade uden sødemiddel og en smule vand) og brød/kage i form af Ensaïmandaen der dyppes heri. Meget specielt, men bestemt cool at prøve og smage (og observere alle de lokale der snildt kunne klare en stor kaffekop med chokoladesovs inden aftensmaden).

♥♥ Bubo, Caputxes 10 ♥♥
Konditori placeret mellem havneområdet og det ghotiske kvarter. Et fint lille sted proppet til renden med smukke kreationer. Kagepriserne er til at juble over, en smuk kage (a lá Stranges) koster her 4 euro. Du kan enten tage kagerne med eller nyde dem med bobler eller kaffe til, i det lille barhjørne indrettet til det samme.

♥♥ Zim, Dagueria 20 ♥♥
Sidste stop på ruten var denne mikroskopiske vinbar. Meget lokalt, meget specialiseret og lækkert. Herren i huset serverer catalanske rødvine, anretter ostetapas, og skriver tilsidst regningen med kridt på disken. Virkelig stemningefuldt lille sted. Ejeren kan historier om alle vinene og det samme gælder for ostene, som stammer fra nabobutikken som importerer friske gårdoste (fra brie til fåreoste) fra de catalanske bønder.

Extras: Tjek i øvrigt Placa del Pi i det ghotiske kvarter – hver lørdag og søndag stimler de lokale landmænd sammen for at sælge deres friske fødevarer.

 photo 8af69f90-811e-4323-bbf6-3e8d1f180e4c_zpsab1f82fa.jpg

Søndags Suppedasen: Hvid vintersuppe med æble og porre

 photo 2-IMG_8620_zps300daba8.jpg
 photo 1-efteraringr11_zpsa5d74738.jpg

Da det gik op for mig, at vinteren vandt over foråret lidt endnu, øjnede jeg straks muligheden for at varme sig på denne dejlige suppe. En lys, cremet suppe – temmelig perfekt her i overgangstiden, med et lille friskt twist af æble!

Suppen her er nem og hurtig at lave, har du en god blender og en håndfuld af årstidens grøntsager, er du ganske godt kørende.

Vintersuppe med æble
4 (store) portioner

2 porrer
2 pastinakker
1 blomkålshoved
2 syrlige æbler
1 l grøntsagsbouillon
1,5 dl piskefløde
saft fra 1/2 citron
salt og peber

Pluk blomkålen i buketter og vend dem i citronsaft. Lad dem stå og trække lidt, imens de andre grøntsager skylles og snittes. Skær grøntsagerne i mundrette stykker og kom dem, undtagen æblet, i en gryde med grøntsagsbouillon.
Kog det 20 minutter og kom æblerne i, og lad simre med i 10 minutter.
Tag suppen af varmen og blend til en cremet konsistens opnås. Kog suppen ind med fløden, smag til med salt og peber.
Servér suppen brandvarm med lidt olie, krydderurter eller salt på toppen.

♥♥ Velbekommen og rigtig god søndag! ♥♥
 photo 1-3-IMG_8612_zpsfea25b83.jpg

Smagsløjers Barcelona

 photo 1-efteraringr8_zpscdfc34b3.jpg

Kender i det, når man har haft dage der nærmest er for gode til at være sande?  Dage der gør, at de lange sure dage bliver forceret med et smil på læben, og dage der lige kræver lidt tid at fordøje…

Sådan nogle dage havde vi, forrige uge, da vi oplevede Barcelona og al den dejlige mad byen har at byde på. Ovenpå euforien landede vi hurtigt i den vante hverdag, der viste sig at være toptravl OG spicet op af tekniske drillerier – men NU er vi tilbage, og vi glæder os til at tage jer med til Barcelona!

Kæmpe stort TAK til alle jer læsere der stemte os afsted, og TAK til Expedia der lavede så fænomenal en konkurrence!

Vi vil skrive lidt om hvad vi lavede, så og smagte. Og så må i endelig kommentere løs, hvis i har spørgsmål, kommentarer eller andre gode Barca-tips!

 photo 2-efteraringr7_zpsca715ab8.jpg

Vores rejse var en forlænget weekend-getaway med to formålet at spise og grine. Begge dele blev indfriet, og vi brugte 3 hele dage på, at opleve og suge lun forårsstemning til os.

Transport: Til at komme rundt, brugte vi de smarte Hop Af og På busser – et helt genialt koncept, der giver en idé om byens størrelse, attraktionernes placering og (bedst af alt) mulighed for billig transport dagen lang, du bare kan stige af og på.
Busser som disse, findes i de fleste storbyer – er du en planlægger som os, kan du booke hjemmefra, fx. via Expedias hjemmeside.
Resten af tiden, forcerede vi byen til fods. Vi gik byen tynd og fik derfor set en masse.
På tidligere besøg i byen, har vi desuden god erfaring med det meget overskuelige metrosystem der fx kan bruges, hvis man skal besøge Camp Nou.

Smagsløjer oplever: Udover den gængse shopping, en tur med turistbus og masser af gåture i de hyggelige områder, gik meget af vores tid med at spise, kigge og nyde.
Vi tog os tid til, at nyde solstrålerne, de mange mennesker og den gode mad (der i øvrigt serveres til LAVE priser).
Vi rundede stranden og fik vind i håret og sommerstemning fra palmerne. Opslugtes af La Sagrada Familias storhed og tiltrækningskraft på mennesker fra hele verden, nød sol og turiststemning i Park Güell.
Vi tog på guidet tur, en særlig chokoladetur nøje tilpasset vores egne interesser og ønsker – meget mere om dén, en anden daf.

Spisesteder:
ATTIC,
Les Rambles 120
Dejlig loungestemning, dæmpet belysning, betjening i topklasse og skøn mad og vin.
Vores betænkelighed ved, at vælge et spisested midt på Ramblaen blev hurtigt manet til jorden ved dette besøg. Hos Attic serveres der fx. perfekte tunbøffer, fantastisk laksetapas og kreative desserter, der på fineste vis forener surt og sødt.
Stedet fortjener ros for de sprøde artiskokchips, perfekt stegte tunbøffer og lækre mintsorbet… Nå ja, og også for den gode hvidvin, den søde italienske tiramisu og særdeles favorable priser (vi gav omkring 600 kr. for 3 retter (til os begge) og 1 1/2 flaske hvidvin).

BROWN, Passing de Grácia 33.
Er du til pasta eller pizza, i gode omgivelser og midt i centrum, kunne Brown være et godt bud. Specialiteten er pizza, vi testede deres risotto og gnocci. Begge dele var super lækkert, knapt så fotogent. Desserterne derimod, var fotogene. Vi smagte choko/pekankage med nøddeis og kage af hvid chokolade og mandarinis – thumbs up herfra! Prisen er i øvrigt stadig lav for et godt måltid mad, 2 retter til hver og en flaske rødvin og vand, 440 kr.

LA XINA, sidegade til Ramblaen, samme side som Boquria.
Den hyggeligste indretning vi længe har det. Lige dele rustikt look og charme og hygge. Et stort åbent køkken, masser af fotokunst på væggene og god mad, er hvad La Xina byder på. Vi smuttede ind, for at få en let frokost. Vegetarsandwich var valget – og det var godt! Efter at have betragtet de andre gæsters mad, er dette helt sikkert et sted vi må tilbage og smage mere.. Endnu et pristjek: 130 kr for to store sandwich/burger + drikkelse!

BMK, midt på Ramblaen, samme side som Boquria.
Lidt fransk cafeteriastemning lige midt i byen. Vi fik en vinduesplads, og følte dermed at vi spiste midt på hovedgaden. Perfekt plads til en hurtig frokost og en ordentlig gang menneske-kiggeri. Vi spiste tomatsalat og laksesalat, lavet på ekstrem gode råvarer. Aldrig har jeg spist så store ferske stykker laks, der bare smeltede på tungen. Besøg stedet for hvilepause, gode råvarer og menneskespotting.

Som i kan se, gik vi ikke amok i paella og tapas. Man kunne sagtens sætte sig nærmere ind i tapas og paella – det må blive næste gang, en sommerdag ved vandet, hvor der eftersigende skulle ligge mange delikate seafoodrestauranter.

 photo 3-efteraringr6_zpsbe7e61ed.jpg

Hotel og fly er booket og betalt gennem Expedia.dk
Busserne og City of Chocolate turen ligeså.
Dette indlæg er ikke bestilt af Expedia, men udelukkende vores eget påfund og mening om en fantastisk tur I har stemt os afsted på. Tak!

 photo 8af69f90-811e-4323-bbf6-3e8d1f180e4c_zpsab1f82fa.jpg

Romkugler

Da jeg skulle have et par veninder på besøg forleden, som mildest talt får stjerner i øjnene når der bliver sagt bager og romkugler, var det et klokkeklart køkkeneksperiment. Jeg har aldrig lavet det før, men tanken om blendet kage med god klat syltetøj og krymmel – ja, den virker jo ikke helt afskrækkende. Da jeg gerne ville lave noget selv til pigerne, men ikke lige havde tiden til at bage en kage selv (eller havde kagerester, hvilket jo er det mest idéelle til formålet) blev det færdigkøbte mazarintærter som blev brugt til formålet. De var egentlig ret fine til formålet.
 photo foto-1_zpsfa781733.jpg

Ingredienser
2 mazarintærter
4 spsk. hindbærsyltetøj
4-6 spsk romessens (smag til)
4 spsk flormelis
4 spsk kakaopulver
krymmel

Fremgangsmåde

Smuldr mazarintærterne i en blender, kom syltetøj, flormelis og kakaopulver i og blend massen sammen. Smag til med romessens, personligt synes jeg der skal meget i.
Stil massen på køl i 30 minutter.
Tril herefter dejen til små kugler, og rul dem i krymmel.

Jeg havde mine opbevaret på køl, for de skulle have den lidt hårde konsistens. Desuden synes jeg også de smager bedste, når de er kolde.

God fornøjelse :-)

 photo foto-1_zps40c7c3d2.jpg

 photo foto-1_zps73d0927b.jpg
Forresten, er vi klar over at bloggen har drillet gevaldigt over de sidste par uger. Det beklager vi selvfølgelig! Den er så småt oppe og køre igen, og skulle gerne virke upåklageligt i løbet af imorgen. Til de af jer, som ikke følger os på facebook – kan jeg fortælle at vi vandt rejsen til Barcelona, og har været afsted på en dejlig tur. Vi vil i løbet af ugen lave et postkort, og så vil der komme tips til lækre spisesteder. Det kunne jo være der var én eller to af jer der skulle til Barcelona i løbet af foråret eller sommeren? :-)

 

 photo 8af69f90-811e-4323-bbf6-3e8d1f180e4c_zpsab1f82fa.jpg