• ···

Nemme ispinde med rabarber og jordbær

 photo 1-IMG_9149_zpsd0b1d5bf.jpg

Rabarbersæsonen synger på sidste vers, så det er om at få brugt de sidste friske stængler – eller få fyldt fryseren godt op. Jeg Havde en sjat rabarbersaft stående, som jeg ikke rigtig fik drukket. Dét og en halv bakke jordbær senere blev disse popsicles til.

En egentlig opskrift er der vel ikke – du skal blot bruge:
frysselv-forme
ispinde
jordbær
rabarbersaft

Er din rabarbersaft uden vanilje, kan du supplere med lidt vaniljekorn for en god afrunding i smagen. Fyld formene med saft, skær jordbær i skiver og fordel i formene. Stil på frys en times tid, sæt så pind på og lad isene fryse yderligere 3-4 timer.
Meget simpel læske-is – der selvfølgelig kan varieres til det uendelige… Prøv fx hyldeblomstsaft, solbærsaft, appelsinsaft eller jordbærsaft.

 photo 2-IMG_9151_zpsbde65c9c.jpg

Mini Daim-isvafler

 photo 1-IMG_9181_zpsafc6ae8a.jpg

Et sæt vafler der smager så skønt – men ikke er det kønneste syn. Som i nok har gættet, er det temmelig svært at overtrække kold is med varm chokolade. Tips og tricks til dette, modtages gerne?!

Nå men. Jeg havde god hjemmelavet vaniljeis i fryseren, det blev vendt med daim, frosset i vafler og Bingo(!) – så var der Daimis!

Daim-is
6 mini vafler
1/2 liter vaniljeis
1 stang Daim
200 g mælkechokolade

Tag isen ud af fryseren og lad den tø en smule op. Hak daim groft, vend det i den bløde is. Fyld vaflerne og lad dem sætte sig i fryseren. Lav kugler af den sidste is, og top vaflerne med denne. Når isene er frosne, skal de overtrækkes med smeltet chokolade…

 photo 3-IMG_9201_zps8cfde688.jpg

Glutenfrie boghvedeboller

 photo 1-Madbilleder_zpsbb0aeba5.jpg

På opfordring fra et par læsere og egen nysgerrighed, kommer her et sæt morgenboller med bid og god smag. Bollerne indeholder ikke gluten, derimod en masse gode kerner og frø.
Jeg synes rigtig godt om disse boller, da de har den helt rigtige smag og konsistens – ved man det ikke, opdager man med garanti ikke, at bollen er spækket med fiberrige alternativer til mel.
Tilmed er de hammer lette at røre sammen, en ny form for brusebads-boller vil jeg mene. Rør dejen sammen, lad den hvile 20 minutters tid, sæt klatter af på en bageplade, bag i 20 minutter og voila – SÅ er der lune morgenboller!
 
10 glutenfrie morgenboller
Opskriften mener jeg at have fundet på en træningsblog, jeg kan dog ikke huske hvilken – så hvis opskriften virker bekendt, og du er ejeren så smid endelig en kommentar, så vi kan få krediteret den rette ophavsmand :-)
25 g gær
5 dl vand
4 dl boghvedemel
2 1/2 dl majsmel
2 spsk rasp eller vindruekerneolie
3 spsk fiberHUSK
1 dl solsikkekerner
1/2 dl hørfrø
1/2 dl sesamkerner
1/2 dl græskarkerner
1/2 tsk salt

Som sagt, ganske simpelt:
Opløs gær i vandet, tilsæt HUSK og olie. Rør så ovenstående ingredienser i, til du har en ganske klistret dej. Lad dejen hvile 20 minutter.
Sæt klatter af på en bageplade og bag så i 20 minutter ved 180 grader, eller til bollerne lyder hule når du banker i bunden af dem.

 photo 1-IMG_9022_zps9ef048d1.jpg

Sommersalat med rucola, oliven og vandmelon

 photo 2-IMG_9175_zps64e59912.jpg

Håber i nyder varmen derude. Jeg har været tavs lidt tid, men formiddagene er blevet jobbet væk, så eftermiddagene kunne nydes i solen. Men nu – som i NU – er det endelig ferietid til mig. En ferie der i aftes startede med grillmiddag med studiepigerne (og lækre jordbærkager), i dag står på Robbie koncert og fra i morgen af, står på afslapning, god mad, hav og hold-i-hånd-tid i sommerhuset. Ahhh, det bliver godt.

Inden jeg smutter afsted ud i sommerlandet, skal i have sommerens salat. Jeg har lavet denne 10 gange på 2 uger (varieret kost, right?), for den er SÅ nem og simpel og smager rigtig dejligt.

Salat som tilbehør, 4 pers.
1 bakke frisk skyllet rucola
1 glas gode oliven, gerne i skiver
1 håndfuld tørristede pinjekerner
1/4 kernefattig vandmelon
1 håndfuld smuldret feta/salatost
1/4 citron, saft herfra
2 spsk olivenolie
Målene er cirka-betegnelser. Mix som det passer dig.

Skyl rucola og dup tørt. Skær vandmelon i (store) mundrette stykker. Vend i en salatskål.
Fordel oliven i salaten. Dernæst osten, så de ristede pinjekerner. Inden servering skal lidt olie og citronsaft vendes i salaten.
Nyd salaten – den gør sig mægtig godt i selskab med grillet kød.

 photo 1-IMG_9169_zps183cad5e.jpg

Søde fødselsdagsboller

 photo IMG_4783_zps1a971af5.jpg

Så har vi her på smagsløjer.dk fejret fødselsdage først i juli. Vi holdt begge hyggelige fødselsdage, og jeg bagte blandt andet de klassiske hvide fødselsdagsboller. Det er det eneste tidspunkt på året, hvor jeg faktisk bager disse hvide lækkerier. For mig er de lidt obligatoriske til en fødselsdagsfest (eller også er det bare den perfekte undskyldning for ikke at proppe dem med fuldkorn og kerner… hvorom alting er, så blev de spist – hver og en). Jeg har her valgt at lave en tynd glasur og komme hen over – dette kan selvfølgelig undlades hvis det skal være de helt klassiske.

 photo IMG_4778_zpsf8eeb1ef.jpg

Ingredienser
(ca. 12 stk)
250 g hvedemel
75 g smør
25 g gær
1 æg
1  1/2 dl mælk
2 tsk. sukker
1/2  tsk. salt
1 tsk. kardemomme

Fremgangsmåde 

  • Lun mælken og opløs gæren heri.
  • Bland resten af ingredienserne sammen med mælken og ælt dejen
  • Lad dejen hvile i 20 minutter med et klæde over sig.
  • Tril dejen til lige store boller og kom dem på bagepladen, lad dem hæve i yderlig 10 minutter.
  • Pensl bollerne med vand/mælk/æg
  • Bag bollerne i ca. 10 minutter ved varmluftovn på 200 grader.

                Et lille tip at vide hvornår bollerne er bagt færdige er, at vendt bollen om, og        
                banke på bagsiden, hvis den lyder hul, så er bollen bagt færdig.

Jeg havde lavet en kakaoglasur og kommet den i en sprøjtepose og lavet striber henover bollerne.

 photo IMG_4780_zpse4228178.jpg

Older posts