Glutenfrie boghvedeboller

På opfordring fra et par læsere og egen nysgerrighed, kommer her et sæt morgenboller med bid og god smag. Bollerne indeholder ikke gluten, derimod en masse gode kerner og frø.
Jeg synes rigtig godt om disse boller, da de har den helt rigtige smag og konsistens – ved man det ikke, opdager man med garanti ikke, at bollen er spækket med fiberrige alternativer til mel.
Tilmed er de hammer lette at røre sammen, en ny form for brusebads-boller vil jeg mene. Rør dejen sammen, lad den hvile 20 minutters tid, sæt klatter af på en bageplade, bag i 20 minutter og voila – SÅ er der lune morgenboller!
10 glutenfrie morgenboller
Opskriften mener jeg at have fundet på en træningsblog, jeg kan dog ikke huske hvilken – så hvis opskriften virker bekendt, og du er ejeren så smid endelig en kommentar, så vi kan få krediteret den rette ophavsmand :-)
25 g gær
5 dl vand
4 dl boghvedemel
2 1/2 dl majsmel
2 spsk rasp eller vindruekerneolie
3 spsk fiberHUSK
1 dl solsikkekerner
1/2 dl hørfrø
1/2 dl sesamkerner
1/2 dl græskarkerner
1/2 tsk salt
Som sagt, ganske simpelt:
Opløs gær i vandet, tilsæt HUSK og olie. Rør så ovenstående ingredienser i, til du har en ganske klistret dej. Lad dejen hvile 20 minutter.
Sæt klatter af på en bageplade og bag så i 20 minutter ved 180 grader, eller til bollerne lyder hule når du banker i bunden af dem.
Kan man bruge rismel i stedet for majsmel?