• ···

Kære søde læser, du er svær at gennemskue…

 photo 4119dcae-97ba-4047-a4a4-4a18a4e37efc_zps52759356.jpg

Som du nok har gættet, vil vi dig SÅ gerne. SÅ gerne, at vi konstant prøver at gennemskue dig.

Vi ved, at du (sammen med langt over 1.000 andre) klikker ind forbi vores blog hver eneste dag. Vi ved, at vores opslag på Facebook bliver læst af cirka 1.000 af jer… Men desværre ved vi også, at der går (alt for) længe mellem vi hører fra jer.

– Vi elsker at opdatere bloggen, prøve nye metoder, spørge jer om jeres erfaringer, men vi hører desværre ikke rigtig nogle svar. Vi fortsætter selvfølgelig ufortrødent, men det kunne altså være skægt hvis vi kunne mærke at I var der…

– Vi har prøvet at gøre det hele lidt mere tilgængeligt. Gennem de sidste par måneder, er vi blevet noget mere aktive på Facebook – dette for at skabe lidt debat og imødekomme dem, der ikke lige kan overskue kommentarræset på blogs…

– Vi har leget med ideer til at gøre bloggen mere personlig – men det er søreme svært når hovedproduktet er madopskrifter. Derfor har vi tilføjet begge vores Instagramfeeds, så i kan følge lidt med i vores hverdag dér…

Nu nærmer vi os så juletiden, og her må man jo ønske liiige hvad man vil :-)
Vi ønsker os derfor en MASSE kommentarer om, hvad vi kan gøre anderledes, hvorfor I er så mussestille, bruger i smagsloejer.dk som opslagsværk/index og ikke som blog? Og hvad med facebook, hvordan kan over 1.000 mennesker være helt bumstille? Vil I have mere hverdagsliv, billedglimt af andet end mad, eller er I fint tilfreds med bloggen som den er?
Vi er så nysgerrige og vil jer så gerne.

Vi har masser af LÆKRE ADVENTSPÆMIER liggende klar til jer – men der er ikke noget ved, at udarbejde indlæggene, hvis der ikke er nogen der kommenterer på dem…

 

TAK fordi I læser med (vi ved jo at i er der ;))
– og stay tuned, vi glæder os til at forkæle jer til december.

Kartoffel og Rosmarin-boller

 photo 5-IMG_9818_zpsc1e61503.jpg

Her kommer en rigtig Stop Spild af Mad opskrift. Jeg er nemlig én af dem der meget sjældent køber kartofler. Når det så endelig sker, ligger der altid en halv pose tilbage, de rynker sig, mister sin hårhed og rammer først skraldespanden når de for længst er begyndt at spire.

Denne gang, gik det anderledes til. Jeg havde bagt kartoffelpizza og havde derfor adskillige mængder rosmarin og et par bagekartofler i overskud. Disse lækre rester, blev til en omgang lækre smagfulde efterårsboller.

10 store madpakkeboller
250 g grahamsmel
300 g landhvedemel
2 bagekartofler
2 dl vand
20 g gær
1 håndfuld frisk hakket rosmarin
1 tsk salt
1 spsk olivenolie

Mos de kogte kartofler godt med en gaffel – tilsæt evt. et dryp vand, så de nemmere moses. Opløs gæren i det lunkne vand, tilsæt salt og olivenolie. Vend kartofler og rosmarin i blandingen og tilsæt så mel, lidt efter lidt.
Lad dejen hæve en times tid, tildækket med film. Forvarm din ovn til 250 grader, lad bagepladen få samme temperatur.
Sæt klatter af med et par skeer, på den varme bageplade (der nu er beklædt) og lad så bollerne bage 10 minutter. Skru ned til 200 grader, og giv dem yderligere 20 minutter. Bank på dem i bunden, de skulle gerne lyde hule efter 20 min i ovnen.

Teknikken med varm plade og fuld skrue, er en rigtig god idé til at få en sprød skorpe på dine boller :-)

– Næste bageindlæg fra min hånd, bliver bragt i samarbejde med min nye bedste køkken-ven; en røremaskine. Jeg har ENDELIG fået tid til at teste den, midt mellem bachelor og jobsøgning, og jeg skal love for at jeg er fan. Den kommer i til at høre meget mere om… Er der nogle af jer, der har en røremaskine? Og hvilke deje vil i anbefale jeg prøver af med maskinen?…

 photo 6-IMG_9812_zps7a782001.jpg