Husk lige… sneboldene med kokos & lime

Her i december måned, har vi lavet en “husk lige…” med juleopskrifter fra de sidste par år. For husker I for eksempel opskriften på de BEDSTE pebernødder, de hjemmelavede æbleskiver eller smagsløjers version af snebolde… nej, vel? Vi genopfrisker de sidste par års skønne juleopskrifter gennem december måned.
Så husk lige sneboldene med kokos og lime ♥
Ingredienser
(20-25 stk)
150 g kokosmel
100 g flormelis
1 tsk vaniljesukker
1 usprøjtet lime
1 dl piskefløde (knapt)
Pynt: 200 g chokolade (hvid eller mørk) og kokosmel
Fremgangsmåde
Kokosmel, flormelis, vanilje og limeskal blendes til finere mel på en blender/foodprocessor. Tilsæt så saft fra 1/2 lime og fløde – tilsæt fløden lidt ad gangen, så du ikke ender op med en alt for klæg masse. Form massen til små bolde, læg dem på køl en times tid. Vend boldene i smeltet chokolade og tril dem så i kokos.
Sneboldene opbevares køligt i en kagedåse, og nydes til en god kop kaffe eller the.
Har du et fif til, hvordan man nemmest vender dem i chokolade, uden det er ud over det hele og der kommer fingeraftryk på dem? :)