Alletiders granola

Ingen grund til, at være ydmyg omkring denne müsli. Derfor får den også hurtigt klistret sit engelskklingende fornavn Granola på sig.
Granola’en her, har peppet min morgenmad betydeligt op de sidste 10 dage. Den er virkelig nem at lave, du kan naturligvis variere indholdet, og så smager den godt til alt. Min favorit er, som i ser på billedet, ymer med granola og søde og sprøde bær. Det smager altså virkelig godt.
Ja altså, jeg ved jo godt at det ikke ligefrem er en nyhed at man nemt kan lave sin egen topping. Men tænk, at man kan få noget der smager så godt, slet ikke er tørt, og bare giver én lyst til at køre ind, i lind strøm… Uhmm.
Opskriften er nem, især fordi alle ingredienserne var i køkkenskabet:
125 g grovvalsede havregryn
50 g solsikkekerner
50 g sesamfrø
30 g græskarkerner
30 g hørfrø
30 g kokosmel
75 g grofthakkede hasselnødder
75 g grofthakkede mandler
1 håndfuld kokosflager
1 håndfuld valnødder
100 g akaciehonning (ca.)
Bland alle kerner og frø sammen – undtagen kokosflager og honning, fordel på bagepapir. Jeg brugte to bradepander, så der var lidt plads til at vende undervejs. Strø honning henover blandingen, det er svært at vurdere hvor meget man får brugt, men sagerne skal klumpe lidt sammen under bagningen. Er det “for løst” når du roder i det, kan du tilføje lidt mere honning.
Bag granolaen ved 160 grader i 20 minutter. Husk at vende i blandingen undervejs. Da der var et par minutter tilbage, tilføjede jeg kokosflagerne, så de akkurat blev chrispy uden at blive tørre.
Lad granolaen køle af, og hæld på tætsluttet glas. Jeg havde en håndfuld 90% chokolade liggende, som jeg hakkede fint, og vendte i den kolde blanding – gjorde bestemt ikke noget dårligt for morgenmaden.
Som i sikkert har spottet, anvender jeg iPhone-billeder i dag. Havde kun telefonen ved hånden, dén mandag morgen. Til gengæld synes jeg faktisk de blev ret fine og morgen-agtige.
Ingen kommentarer endnu