• ···

Pæretærte med lakridsmarcipan

 photo 1-april014_zps88648800.jpg
Når i læser dette indlæg, går jeg formegentlig rundt i et solbeskinnet Hamborg. Jeg har nemlig tiltusket mig 4 sammenhængende fridage – og de skal bruges på getaway med kaffe, holden i hånd, solskin og lidt shopping. Ahh, hvor bliver det rart!
Nu skal det handle om noget helt andet, for de af jer, der følger os på Instagram har nok opdaget at vi i sidste uge, var inviteret en tur på lakridsfabrik. Bülows lakridsfabrik, hvor vi blev forkælet og proppet med inspirerende mad, snak og masser af lakrids.

Efter besøget, fik jeg lyst til at eksperimentere med den populære aroma – derfor er denne lækre tærte lavet på lækker grov lakridsmarcipan. 

Tærten er nem at lave, nem at tilpasse smagsløjene. Og så erfarede jeg hurtigt, at den er nem at spise – til en god kop kaffe i godt selskab.

Opskrift, tærte giver 6-8 stkykker
100 g smør
75 g lakridsmarcipan – fx den lækre grove fra Bülow
75 g mandler – hakkede
75 g sukker
2 spsk hvedemel
2 spsk havregryn
1/2 citron – skallen heraf
1 æg
3 pærer
Drys: Rå lakridspulver

Lad smørret stå ude og få stuetemp. Når dette er blødt, piskes det sammen med sukkeret. Herefter tilføjes revet lakridsmarcipan, og der røres igen. Mel, gryn og hakkede mandler tilsættes og der røres godt. Når blandingen er rørt sammen, tilsættes revet citronskal og ægget. Vend godt sammen, så du har en ensartet masse.

Beklæd et tærtefad med bagepapir, og kom bunden heri. Tryk den let ud til kanterne.
Skær pærerne i skiver og fordel dem på tærtebunden. Giv dem et let tryk ned i dejen.
Tærten bages i en forvarmet ovn på 180 grader i ca 45-50 minutter.
Når den er færdigbagt, drysses der med rålakridspulver.
Serveres lun eller afkølet med lidt creme fraiche på toppen.
NB! Det er vigtigt, at du husker at beklæde din form – bunden er konfektagtig, og er derfor svær at få op af formen, hvis ikke denne er beklædt. 
 photo 2-april011_zps9c1a5caf.jpg

 photo 3-april005_zpsebba5afd.jpg

Lagkagehusets populære kanelgifler

 photo 8-blogapril022_zps55edd0c3.jpg

Velkommen tilbage allesammen. Lad os starte foråret her på bloggen, med en klassiker over dem alle…
For jeg har altså én særlig svaghed når det kommer til det søde køkken. Det er kanel. Det kan jo puttes i alt tænkeligt, og smager hammer godt.
En anden svaghed jeg har, er pæne bagetillæg. Dem der engang imellem følger med diverse magasiner – dem, hvor der er kræset for opfindsomhed og visualitet. 

I et lækkert bagetillæg, fandt jeg sidste år, opskriften på de dejligste kanelgifler. Opskriften  stammer fra lagkagehuset og disse kopier er præcis ligeså gode, hvis ikke bedre.

 photo 7-blogapril021_zps1ba73bab.jpg

Jeg har smovset en del af disse. Først som go-to-kit på gåtur i forårssolen, senere som pitstop i en travl aftenvagt og sidst, i optøet tilstand fra fryseren. 
I skal ikke snydes, her er opskriften – tyvstjålet fra BageLiv, tyvstjålet fra Lagkagehuset. 

Kanelgifler, 20 stk.

Gærdej:
1 1/2 dl vand
35 g gær
35 g sukker
1 tsk salt
1 tsk kardemomme
1 æg
400 g hvedemel
35 g blødt smør

Remonce:
200 g smør
200 g sukker
3 tsk kanel

Creme:
2 dl mælk
3 spsk majsstivelse
2 æggeblommer
2 spsk sukker
Korn af 1/2 vaniljestang

1 æg til pensling.

Opløs gær i vand, tilsæt sukker og salt. Rør dejen sammen som vanligt. Dejen bliver hurtig blank og smidig, og er som en drøm at arbejde med.
Sæt dejen til hævning i en overdækket skål. Lad den hæve en time eller to.
Imens kan du lave remoncen. Blød smør røres op ed sukker og kanel.
Ligeledes kan cremen laves. Cremen der gør disse gifler til lidt mere end en ordinær snegl.
Rør lidt mælk sammen med maizena til en lille slat jævning. Kom æggeblommer, sukker, vanilje og det resterende mælk i en gryde og kog det langsomt op under omrøring. Tilsæt jævningen lidt efter lidt, og lad cremen koge ind i et par minutter. Lad cremen køle af.

Del dejen i to dele på et meldrysset bord. Rul ud i to rektangler. Fordel remonce på dejstykkerne, næsten ud til kanten. Fordel derefter cremen ovenpå. Fold siderne ind på den lange led, så de lapper over på midten og ligger i tre lag. Klap på hver stang, og sørg for, at de er så faste som muligt, da en del af fyldet godt kan finde på at flyde udenfor ved bagning. Skær giflerne ud, fordel dem på en beklædt bageplade.
Lad dem efterhæve i en halv time og pensel derefter med pisket æg.
Giflerne skal bages i 9-10 minutter ved 210 grader.

Hvis du bager disse lækre gifler, må du endelig vise dem frem på Instagram. Hashtag “smagsloejer” eller tag os i en kommentar ;-)

 photo 3-blogapril013_zps2191f34a.jpg
 photo 4-blogapril015_zps8f454515.jpg

Fuldstændig fabelagtige boller

 photo 16-IMG_9852_zps3245e711.jpg
NU har jeg altså fundet den bedste bolleopskrift til dato. Så god, at jeg har bagt 3 gange på en uge. En stor del af succesen må tilskrives min nye bedste ven, en flot cremefarvet røremaskine fra Bosch. Du kan dog sagtens lave bollerne med den perfekte smag, nemhed, lufthuller og sprød skorpe, uden røremaskine – det kræver bare lidt tålmodighed og en omgang træning af ælte-armen :-)

Bollerne er inspireret af gode Meyer. Jeg har afprøvet lidt forskellige varianter, en omgang med gulerødder, en omgang med kerner, og en sødere variant med kardemomme og tranebær. Hér er grundopskriften, den jeg synes er bedst. Så kan du selv prøve derudaf.

12-14 stk
400 g hvedemel
150 g grahamsmel
65 g havregryn
6 dl koldt vand
10 g gær
1 spsk honning
1 spsk maltsirup
1 spsk salt

Gær, honning, sirup og salt røres ud i vandet, i røremaskinens skål. De tre tørre ingredienser vendes sammen i en skål og tilsættes så det våde.
Nu er det om at læne sig tilbage (og tage opvasken) og lade røremaskinen gøre arbejdet. Jeg gav dejen 4-5 minutter på langsom omrøring, før jeg satte farten op, til næsten fuld skrue, i 15 minutters tid.
Når dejen er rørt godt, vender du den over i en ren skål med lidt olivenolie i kanten. Dæk til med husholdningsfilm.
Jeg har både forsøgt mig med koldhævning i køleskab, og lidt kortere hævetid ved stuetemperatur. Begge dele lykkedes fint, men er du til luftige boller med flotte lufthuller i, er det hævetiden på 6-8 timer ved stuetemperatur der klarer jobbet bedst.

Når bollerne skal bages, er det vigtigt at ovnen er brandvarm. Varm den op til 250 grader og lad bagepladen få samme temperatur. Vend dejen ud på et meldrysset bord, skær dejklumper ud, saml let med hænderne (det er en temmelig klistret dej) og sæt af på bagepapir. Træk bagepapiret over på den varme plade.
Lad bollerne få 5 minutter på max varme, skru derefter ned til 200 grader. Bollerne skal i alt have 10-12 minutter. Kanten skal være gylden og sprød, og bollerne skal lyde hule når du banker dem i bunden.
For andre tips og tricks til det perfekte brød og bagværk – klik her. Der er masser af gode tricks fra Bagemester Nikolai Halken Skytte :-)

 photo 13-IMG_9863_zpsfd627ffb.jpg

 photo 14-IMG_9858_zps79e3a519.jpg

Klassiske vaniljekranse

 photo 1-IMG_9916_zpsf65e830b.jpg

Et lidt sent juleindlæg – men det er jo om at få fyret de sidste juletips af, inden det er for sent. Jeg har været på arbejde hele morgen/formiddagen og tog direkte videre til 2 års fødselsdag. Nu er det tid til at temperere lidt chokolade og få lavet lidt konfekt. Og få rettet lidt i bacheloren. Ved søreme godt hvad der trækker mest…

Der har ikke været meget tid i julekøkkenet i år. Det er ligesom om, der har stået “bachelor” på al vågen tid.
Udover fantastiske brunkager, har jeg bagt vaniljekranse. Alle der har prøvesmagt har rost dem, så jeg vil klart anbefale at du kaster dig ud i projektet.

Jeg ville så gerne have pæne vaniljekranse i bløde former, men den autentiske kødhakker giver altså et lidt mere rustikt look. Originalt og med masser af traditioner.

En klassisk opskrift til 2-3 plader vaniljekranse
280 g rørsukker
1 vaniljestang
280 g smør
400 g hvedemel
2 æg
80 g finthakkede smuttede mandler

Skrab kornene ud af vaniljestangen, bland med lidt af sukkeret. Tilsæt al sukkeret og rør det sammen med vaniljekornene. Smuldr mel og koldt smør. Ælt dejen sammen med hænderne og tilsæt de hakkede mandler.
Bruger du en kødhakker, kan du med fordel sætte dejen på køl mens du tager opvasken.
Kør dejen igennem maskinen, form kranse og bag ca 8 minutter ved 200 grader.
Nyd i juledagene, med dem du bedst kan lide <3

 photo 3-IMG_9923_zps3a0684a7.jpg

Husk lige… sneboldene med kokos & lime

Her i december måned, har vi lavet en “husk lige…”  med juleopskrifter fra de sidste par år. For husker I for eksempel opskriften på de BEDSTE pebernødder, de hjemmelavede æbleskiver eller smagsløjers version af snebolde… nej, vel? Vi genopfrisker de sidste par års skønne juleopskrifter gennem december måned.

Så husk lige sneboldene med kokos og lime ♥

 photo 1-IMG_7987_zpsb9fe4c68.jpg

Ingredienser
(20-25 stk)
150 g kokosmel
100 g flormelis
1 tsk vaniljesukker
1 usprøjtet lime
1 dl piskefløde (knapt)
Pynt: 200 g chokolade (hvid eller mørk) og kokosmel

Fremgangsmåde
Kokosmel, flormelis, vanilje og limeskal blendes til finere mel på en blender/foodprocessor. Tilsæt så saft fra 1/2 lime og fløde – tilsæt fløden lidt ad gangen, så du ikke ender op med en alt for klæg masse. Form massen til små bolde, læg dem på køl en times tid. Vend boldene i smeltet chokolade og tril dem så i kokos.
Sneboldene opbevares køligt i en kagedåse, og nydes til en god kop kaffe eller the.

 photo 2-IMG_7980_zpsa7a41eaa.jpg

 photo 3-IMG_7964_zpscd93eb4f.jpg

Older posts