Bloggen forfattes af to gode veninder, med et hav af fælles træk. Her iblandt passionen i køkkenet, for alt fra det nyskabende, eksperimenterende til de gode gamle klassikere.

Ingen af os er de store kødspisere, men ellers skulle en sammenblanding af vores opskrifter gerne give et varieret og inspirerende udpluk af hverdagsmad og søde treats.
Vi håber at du finder inspiration i de forskellige måltider og opskrifter vi selv går ombord i.

 

Dit navn? Christina Din alder? 22 år. Hvor er du fra? Provinsen på midtsjælland Hvorfor denne blog? I min verden, er måltidet en perfekt mulighed for afstressning, hygge og socialt samvær. Jeg synes det er meget inspirerende at dele opskrifter og snakke om madeksperimenter, hvorfor bloggen var en oplagt mulighed for at dele ideer og tanker med Maria, og nu også med jer. Hvad er din indgangsvinkel til bloggen? Min indgangsvinkel til bloggen, er udelukkende baseret på hyggelige oplevelser i amatørkøkkenet. I min familie har køkkenet altid været samlingssted, hvor venner og bekendte altid kan dumpe ind, og altid få en bid mad med. I vores køkken blev der serveret alt fra økologisk simremad, risengrød under dynen, fornem og kreativ gæstemad, lune eftermiddagsboller, til hjemmelavede bryllupskager. Alsidigheden og det sociale omkring måltidet, inspirerer mig til at prøve en masse forskelligt af. Hvad kommer vi mest til at se fra din side? Jeg drages fortrinsvis af smukke kager, chokoladedesserter og simpelt bagværk, men øver mig til stadighed på, at blive ligeså begejstret når jeg ser et lækkert stykke kød eller en sprød salat. Hvad er din livret? Sushi af gode råvarer er en klar favorit. Men i det hele taget spændende fisk med friske grøntsager til. Favorit grøntsag? Avocado  eller friske asparges. Favorit frugt? Der går ikke en dag uden jeg spiser æble, banan eller blomme. Men ellers, årstidens friske bær. Favorit kok? Hmf. Claus Meyer er surveræn til at videreudvikle opskrifter og udnytte årstidens grøntsager. Mette Blomsterberg er kreativ  og vældig inspirerende i kagekøkkenet. Og så er min mor selvfølgelig evig inspiration til god mad og gode køkken-fifs. Hvilken ret ser vi dig aldrig give dit i kast med? Hmf. Opskrifter med en vild ingrediensliste, hvor man skal handle en masse, men bruge 1/10 af det man køber, harmonerer ikke med mit ønske om at bruge hvad man har i køleskabet og passer til årstiden. Desuden skræmmes jeg af langstrakte simre-projekter. Hvilken ret er din sikre vinder? Pasta med laks og svampe måske… Eller et godt sønderjysk kagebord! Den ret der bare aldrig lykkes? Blødende hjerter/chokoladefondant, fordi det aldrig er lykkedes mig at opnå den perfekte flydende konsistens. Flødeboller er desuden også et projekt, der kan sætte min tålmodighed på prøve.

 

Dit navn? Maria Elise. Din alder? 22 år. Hvor er du fra? Bor i København. Hvorfor denne blog? Egentlig startede det bare som et lille opskrift index til hinanden. Christina er hammer skarp til kager og brød, og jeg er altid vildt inspireret af hendes “jeg havde lige 15 minutter, så lavede lige de her vildt-fantastiske-meget-overskudsagtige-små-appetizer-med-hjemmerørt-ostecreme-til-velkomst-hapser” og så hendes udtryk som siger- “Piece of cake, det var da ingenting.” Så vores udgangspunkt var egentlig bare en inspiration til hinanden, og et sted vi kunne hente hinandens opskrifter fra. Hvad er din indgangsvinkel til bloggen? Min indgangsvinkel er udelukkende, at det skal være et sjovt sted med små hyggeligt opskrifter og et kreativt frirum. Forhåbentlig er det et inspirerende sted både for jer læsere, men også for os selv. Intet er for simpelt eller for kompliceret. Hvad kommer vi mest til at se fra din side? Jeg vil nok primært poste indlæg med middagsretter. Der strækker min kreativitet sig længst. Hvad er dit livret? Hm, tough one. Laks og tunbøf kæmper om en førsteplads her. Hvad foretrækker du at kokkerere? Grøntsager. Det er i alt sin enkelthed så lækkert, ikke mindst at arbejde med, de smager jo også fantastisk. Favorit grøntsag? Broccoli eller avocado. Favorit frugt? Klementiner lige pt. men ellers er jeg ret stor tilhænger af blåbær. Favorit kok? Good one. Må sige at jeg elsker, at se Gorm Wisweh på Go’ morgen Danmark. Han inspirerer altid. Hvilken ret ser vi dig aldrig give dit i kast med? Jeg er ret skræmt ved tanken om, at skulle begive mig ud i de store stege. Og kunsten at ælte en dej, ja det er en by i Rusland for mig. Hurra for koldthævede brød! Hvilken ret er din sikre vinder? Tærte med broccoli eller laks med salat. Den ret som bare aldrig er lykkes? Jeg har kastet mig ud i boller i karry et par gange, og hvad kan jeg sige… er ikke sikker på om det er kunsten at koge ris, koge kødboller eller lave en sovs. Det holder bare ikke. Det er og bliver en bestillingsret hos min mor.

 

En stor tak til Camilla Elisabeth Corbett, som står for alt det grafiske på bloggen.