Husk lige... æbleskiverne med nutella-midte

Her i december måned, har vi lavet en "husk lige..."  med juleopskrifter fra de sidste par år. For husker I for eksempel opskriften på de BEDSTE pebernødder, de hjemmelavede æbleskiver eller smagsløjers version af snebolde... nej, vel? Vi genopfrisker de sidste par års skønne juleopskrifter gennem december måned. Så husk lige de hjemmelavede æbleskiver med nutella i midten.  photo 1-IMG_8120_zps52b4e4eb.jpg "Efter den store succes med citron-æbleskiverne er der blevet bagt æbleskiver en masse. Siden min debut, kunne jeg ikke få mig selv til at købe fryse-versionen, så hver en stund med søde piger, rare venner og dejlige børn er blevet toppet med hjemmebagte æbleskiver med lækre overraskelser i midten. Sidste skud på stammen, blev en nutellaversion – prøv den!" Ingredienser (4-6 personer) 5 dl hvedemel 3 æg 1/2 tsk salt 2 tsk sukker 1 1/2 tsk kardemomme 1 tsk natron 1/2 tsk bagepulver 4 1/2 dl kærnemælk 1 tsk vaniljepulver 3 spsk rapsolie 1 økologisk citron – skallen herfra Smør til stegning Nutella Fremgangsmåde Bland de tørre ingredienser sammen. Skil æggeblommer fra hviderne, rør æggeblommerne sammen med kærnemælk og olie. Vend det herefter i de tørre ingredienser. Lad dejen hvile en halv times tid i køleskabet. Pisk æggehviderne grundigt og vend dem i den kølige dej – det er vigtigt at du vender forsigtigt med en dejskraber (og ikke pisker), da dejen skal være så luftig som muligt. Fyld dejen over i en sprøjtepose, varm panden godt op og kom lidt smør i hvert hul. Så kan stegningen gå igang – fyld hvert hul i panden godt halvvejs op, lad det sætte sig, vend kuglen med en strikkepind. Fyld en anelse mere dej i, lad det sætte sig, og kom så en lille klat nutella i midten. Dæk med dej, og vend fortsat. Du får kuglerunde æbleskiver, hvis du husker at fylde godt med dej ind i kuglen og vende dem kontinuerligt under stegningen. Happy baking og glædelig jul!  photo 2-IMG_8119_zps38f35e24.jpg  photo 3-IMG_8115_zps938c3375.jpg